Badets historie

Sjællandsgade Bad blev bygget i 1917 i en tid, hvor der ikke var mulighed for at gå i bad i sin egen lejlighed. Der blev derfor bygget badeanstalter rundt omkring i København bl.a. i Borgergade og Sofiebadet på Christianshavn. Sjællandsgade Bad var den sidste badeanstalt der blev bygget i København til trods for placeringen i arbejderkvarteret Nørrebro, der var kendt for sine mange baggårde og uhumske forhold.

Stadsarkitekten Hans Wright placerede badeanstalten imellem Sjællandsgade skole (nu Guldberg Skole) og Simeons kirken, da treeningheden sjæl, sind og krop hørte sammen (Kulturarvstyrelsen 2012) Man skulle ifølge tidens tankegang ikke blot vaske sig af hygiejniske grunde, men også for at blive et bedre og mere moralsk menneske (Jacek 2019). I de første mange årtier sad eller stod man i kø i flere timer for at komme i bad, men da kvinder også skulle sørge for børn, vasketøj og madlavning, kom det ofte til at knibe med tiden til at stå i kø og sørge for egen hygiejne. Af den årsag havde badet i de første mange år flest mandlige gæster.

Badekarrene var langt mere populære end brusebadet, der blev anset som en nødtørftig måde at bade på. Holdningen var, at man ikke blev rigtig ren medmindre man fik hele kroppen nedsunket i vand.

 

Der findes ingen optegnelser over, hvor mange mennesker de besøgte badeanstalterne dengang bortset fra en artikel, der nævner at der under 2. Verdenskrig, hvor der skulle spares på vandet, kunne være 800 besøgende igennem om dagen. 

Der var på badeanstalten ansat uniformerede bademestre og bademesterinder, der sørgede for ro og orden. I over 40 år var det ”Høvdingen”, der var overbademester. Han var en meget populær mand blandt gæsterne, da han altid sørgede for god stemning og øl på køl til kunderne på herreafdelingen. Bademestrene skrubbede de nøgne kroppe med træuld og efterfølgende hældte de vand udover kunderne. Træuld er fine træspåner, der blev lagt i blød i vand med sæbespåner. Det blev brugt indtil Sjællandsgade Bad lukkede som kommunal badeanstalt i 2010.  Det har ikke altid været en god oplevelse og vi har i dag stadig kunder, der fortæller om hvordan de skulle stå nøgne på rad og række med deres skolekammerater, mens bademestrene på skift skrubbede dem på ryggen med træuld.

Mange har gennem de sidste 40 år fået installeret bad i deres egen lejlighed eller i kælderen. Som en konsekvens af bysaneringen, der har fundet sted siden 1970’erne er behovet for en kommunal badeanstalt blevet mindre og badegæsterne færre. Der var dog stadig en gruppe, der ikke havde økonomisk mulighed for eller ønske om et badeværelse og i 2022 er der stadig 13.799 boliger uden bad i København.  
 

I Danmark har vi ikke traditionelt haft en badekultur som i for eksempel Tyskland, Japan og Tyrkiet. I disse lande er badning en social begivenhed, hvor mennesker mødes på tværs af sociale skel og badning har historisk været midtpunktet for mange kulturelle arrangementer. Offentlig badning har en betydning, der rækker langt ud over personlig hygiejne. Det er også et fællesskab og en mulighed for at mødes med andre mennesker, der ikke nødvendigvis er ligesom en selv (Mackey, J. 2019).

Det har i mange år været Sjællandsgade Bads motto, at det ikke er et værested, men et sted at være. På badet skal man kunne være sig selv fra inderst til yderst mens det samtidig er - og altid har været - et mødested for mange, der ikke har andre steder at gå hen. Et bad skal man jo have og så kan man jo lige så godt blive hængende lidt og snakke med alle de andre, der også er der for at bade.  

Det var det sociale fællesskab, der gjorde badet til et helt særligt sted at være for både gæsterne og de ansatte og som blev motivationen til at stifte foreningen Sjællandsgade Bad, da Københavns kommune lukkede Sjællandsgade Bad i 2010. Politikerne mente at tiden, hvor badning skulle være en del af velfærdsstatens ydelser, var forbi.

Foreningen Sjællandsgade Bad blev stiftet den 27. februar 2011 - blot tre måneder efter lukningen. Som led i strategien for at få badet genåbnet blev der med hjælp fra foreningen By og Land indsendt en ansøgning til Kulturarvsstyrelsen om at få bygningen fredet. I de to år fredningssagen verserede, brugte foreningens bestyrelse og dens frivillige konsulent Gunvor Auken tiden på at opbygge et netværk på Nørrebro, så det var muligt at overbevise kommunen om at der var opbakning til Sjællandsgade Bad, hvis fredningen gik igennem.

Badeanstaltens bygninger blev fredet den 7. maj 2012 og efterfølgende afleverede foreningen deres visionsstrategi og støtteerklæringer til Kultur- og fritidsudvalget i Københavns kommune. I august 2012 besluttede udvalget af give foreningen en chance for at genåbne Sjællandsgade Bad og ansvaret for driften blev overdraget for en fireårig periode.

Visionsstrategien tog udgangspunkt i de romerske bades rolle som kulturelt samlingspunkt og i et ønske om at få Sjællandsgade Bad til at fremstå i sin oprindelige form samtidig med at der blev skabt plads til flere badekar og et fælles samlingsrum på hver etage. Derfor blev flere af de nyere badekar og mure fra 1970erne revet ned og der blev bygget nye saunaer. Desuden blev der inviteret til en workshop for frivillige, der begyndte med en gennemgribende istandsættelse af bygningen inden Sjællandsgade Bad blev genåbnet den 5. juli 2013. Siden har foreningen løbende udviklet sig parallelt med at antallet af frivillige er steget. Åbningstiden er blevet udvidet og der er kommet flere arrangementer og samarbejdspartnere til. Antallet af besøgende har også været stærkt stigende og siden 2015 er antallet af gæster steget med op mod 4000 om året. I 2019 var der 25.526 gæster på Sjællandsgade Bad.   

Jacek, K. M. 2019: "En dråbe vands rensende dyder – Bysamfundet, slummets (u)moral og den beskidte arbejderkrop i"Det Badende Menneske – nedslag i badets kulturhistorie. København: Baggrund

Mackey, J. 2019: "Hvorfor vi skal have det fælles bad tilbage" i Det Badende Menneske – nedslag i badets kulturhistorie. København: Baggrund.

Cyklister_1942.jpg
badekar ung mand _gammelt.jpg
5-mandeafdelingen.jpg
4-kvindeafdeling-stuen.jpg
bademester-inde badekar 1920-ish.jpg