Badning og sauna

 

Når der er åbent for badning, er det muligt at tage brusebad, gå i sauna eller benytte sig af karbadene. Vi tilbyder private brusekabiner med egen omklædning, så du kan gå i brusebad under værdige forhold. Du kan selv indstille armaturerne til den temperatur du ønsker.

 

Når du ankommer til Sjællandsgade Bad, starter du med at tage skoene af og derefter henvende dig til en af de frivillige, der er på vagt. Du kan genkende dem på deres badges.

 

Derefter klarer I betalingen og du kan herefter gå ind og bruge de faciliteter du har betalt for og finde din egen baderytme.

 

Badetøj er valgfrit på Sjællandsgade Bad. Det vil sige, at du bærer det du finder allermest naturligt for dig. Uanset om det er dit badetøj eller din nøgenhed.

Sauna

Vores sauna blev bygget i 2013 efter finske principper, det vil sige at der er luftventilation og du gerne må pøse vand på saunaovnen. Dog er det god saunastil at spørge de andre gæster om lov inden du putter vand på stenene. Inden du går i sauna, skal du gå i brusebad. Dette er selvfølgelig en del af billetprisen. Du skal sidde på et stort håndklæde inde i saunaen, så du ikke sveder på bænkene. De friske kan også hoppe i koldtvandskarret, når de er blevet varmet igennem i saunaen.

Karbad 

Vi har en række fine badekar på løvefødder og det er muligt at gå i karbad, enten i fællesrummet, men vi har også individuelle rum hvor du kan ligge alene. Du betaler for brug karbadet, det vil sige at man gerne må sidde to personer i et karbad. Du fylder selv dit karbad og må også gerne gøre det rent efter dig igen, når du er færdig. Det er ikke muligt at reservere karbad på forhånd. Du kan ligge i karbadet i 45 min., men hvis der ikke er kø til karbadene, må du gerne blive liggende så længe du har lyst. Vi har skridsikre måtter, så det er lettere at komme op af badekarrene. 

Pleje

Til badekarret kan du tilkøbe naturlige badeolier fra Weleda for eksempel med rose, lavendel eller fyrretræsduft. Vi sælger også Epsomsalt til badekarret, der virker afslappende på muskelsmerter og er godt imod hudlidelser. Det er også muligt at forkæle sin krop med en hjemmelavet sukker bodyscrub med mandelolie.

Fællessrum

 

Det er også muligt at hænge ud i vores fælleslokaler, snakke, lytte til musik eller bare mærke dig selv. Vi har altid koldt vand i kanderne og serverer dejlig økologisk bjergblomst te.

Medbragt pleje

Vi er en badeanstalt og det betyder, at du kan medmindre dine egne ting til personlig pleje og det er også muligt at medbringe drikkevarer og snacks. Dog henviser vi til, at man ikke medbringer ting i glas på grund af de mange bare fødder, der går på gulvet. 

Skabe

 

Vi har ikke aflåste skabe, men det er muligt at låse pung, mobil osv., ind i små værdibokse. Husk at sætte din mobiltelefon på lydløs. Generelt ønsker vi ikke, at der bliver brugt mobiltelefoner i baderummene, da det kan være forstyrrende for de andre gæster og vi er et rum, hvor folk skal kunne koble af fra hverdagens stress og jag.

Åbningstider
Saunagus

Ugens åbningstider !!

På grund af Corona, genåbning og sommer vil vores åbningstider være skiftende i den kommende tid.

Orienter dig derfor altid på vores Facebook side for, hvordan der er åbent på badet i denne uge.

 

​(der kan forekomme ændringer, så tjek altid inden du går ud af døren, så du ikke går forgæves)

https://www.facebook.com/pg/sjaellandsgadebad/posts/

Alt saunagus er aflyst - vi håber at kunne gå i gang igen omkring 15. august. Følg med her og på Facebook

Foreningen Sjællandsgade Bad
Sjællandsgade 12A
2200 København N

0045 35 39 06 06

info@sjaellandsgadebad.dk

  • Facebook - White Circle
  • Instagram - White Circle